Imidlertid er vi nogle der mener, at midlerne aldrig kan adskilles fra målet, og at målet aldrig bliver bedre end de midler hvormed det er blevet frembragt og tilkæmpet. Dette anser jeg for en fundamental sten i min egen politiske opfattelse, og som en hjørnesten i anarkismen.

Dette er blandt andet grunden til, at jeg sætter mig uforstående overfor den romantiske dyrkelse af PFLPs flykapringer, som tog civile personer som gidsler, uden de måske havde nogen indblanding i den konflikt der var, og stadig er, mellem Israel og Palæstina. Dette betyder ikke at jeg står på Israels side i konflikten, jeg er selvfølgelig for en løsning på konflikten, og for at de Palæstinensere som lever et umenneskeligt liv, og har gjort det i flere generationer, skal kunne vende tilbage til der hvor de kom fra. Man behøves altså ikke at acceptere og bifalde alt, som udspringer af forskellige grupperinger og deres kampe, for at kunne være solidarisk med det Palæstinensiske folk! Men det hører til et andet emne end det jeg vil tage frem i dette blogindlæg.

Det som egentlig er baggrunden for dette blogindlæg er den seneste diskussion omkring en konkret hændelse i Greve, som bliver beskrevet i Ekstra Bladets artikel her: http://ekstrabladet.dk/112/article1156770.ece En nazist blev angiveligt overfaldet mens han var på vej til en fødselsdagshyldest til Adolf Hitler i naziborgen i Greve. Dette sparkede en debat i gang om hvorvidt at sådanne personoverfald kan retfærdiggøres.

Uagtet at vi har meget ringe viden om den konkrete hændelse, kun ekstra bladet skrev om det, vil jeg alligevel vove at skrive om hændelsen.

Hele diskussionen går ud på, om det er at gå over en grænse når vi begynder at benytte os af personoverfald. Der er ikke tvivl om at fascisterne, hvad end vi har at gøre med uorganiserede eller organiserede racister eller deciderede nazister, at de alle gør brug af dette. Både på deres politiske modstandere, altså os, og andre samfundsgrupper som de vender deres had i mod. Dette kan være forskellige indvandrergrupper og kulturelle grupper. Betyder det, at vi da kan gøre brug af samme fremgangsmåde, med modsat fortegn? Nej, vi er nemlig vores mål og midler bevidste og kender konsekvenserne.

Hermed er det ikke sagt at selvforsvar over for personoverfald begået af fascister ikke er i orden, nej det er ALTID i orden. Selvforsvar er et modtryk mod den repression og undertrykkelse som fascisten udøver og et modtryk mod fascistens politiske dagsorden. Vi må altid være parate til at udøve selvforsvar, det er vores ret og pligt. Pligt forstået som at hvis fascisten har succes med sin undertrykkelse af os og de samfundsgrupperinger som de anser som deres modstandere, så leder det til en sejr og en styrkelse af de fascistiske tendenser.

Dette leder os over til situationen hvor fascisterne samles og laver offentlige manifestationer og demonstrationer af forskellig art. I sådan nogle situationer er det vigtigt heller ikke at tie deres tilstedeværelse ihjel. Dette er der flere grunde til. For det første har det aldrig hjulpet at tie fascisterne ihjel, det findes der ikke et eneste empirisk bevis på. Den anden grund er at deres manifestationer fungerer både som socialt værested og som rekrutteringsbase for kommende fascister. Frarøver man dem muligheden for at være til stede i offentligheden, så isolerer man dem og tilstrømningen til deres miljø og organisationer vil forsvinde.

Isoleringen og fiaskoen med deres offentlige manifestationer kan skabe stor splittelse i deres miljøer. Det er set før hvordan organisationer går ned på grund af interne stridigheder over, hvem der havde skylden for at tingene gik dårligt. Det er derfor et særdeles vigtigt våben i den antifascistiske kamp, at ligge så meget pres på dem som muligt.

Presset kan ligges ved at fratage dem deres plads i det offentlige rum. Altså ved at forhindre deres marcher, lukke deres møder, blokere deres ruter med menneskekæder eller med andre barrikader, overdøve deres talere, skabe en usikker situation så deres demonstrations tilladelse inddrages. Møder de os med vold når vi forsøger dette, så må vi vel legitimt forsvare os selv.

En væsentlig ting, som vi heller ikke må glemme, er at skabe platform for, at en stor bred gruppe kan deltage i modstanden. Vi må aldrig forfalde til en kaptajn knophandske taktik, hvor eliten bare tager ud og ”klarer” situationen. Der har altid været forsøgt at mobilisere bredt lokalt og involvere fagforeninger og andre organisationer og personer vi deler den antifascistiske kamp med. Dette skal vi fortsat blive ved med, uagtet at medierne og politikerne ikke altid er på vores side og hopper frem og tilbage mellem forskellige synspunkter på vores kamp.

Er antifascismen ikke bredt funderet, nytter vores kamp alligevel ikke noget. Det er vigtigt at vi ikke fjerner os fra de folk som vi skal bygge vores samfund op sammen med. Dette betyder ikke at vi altid skal have et godt billede i avisen, det lader vi politikerne om, for medierne har vi aldrig, og får heller ikke, fuld kontrol med. Men det er samtidig heller ikke en billet til at kaste sig ud i enhver konfrontation uden at reflektere over sine handlinger.

Forfalder vi til den personfikserede vold, så vil den antifascistiske kamp skride i et dybt hul, hvorfra det vil være svært at komme op igen. Vi vil blive opfattet som en bande, og den militante antifascisme vil blive reduceret til en bandekrig. De er vi vel ikke interesserede i? Vi er vel netop interesserede i at holde kampen politisk.

Vi må aldrig glemme vores historie! Vi ved hvilken konsekvens det har blot at lade tingene stå til og se på, og vi vil aldrig lade det ske igen!

Og antifascisme er mere end bare at konfrontere fascisterne, det handler også om at tage fat i de strukturer i samfundet som vi ønsker at nedbryde!

Min egen tilgang til at blive politisk aktiv, ligger gemt i historier om aktionsgrupperingen SPAND som eksisterede i Svendborg en årrække og lavede forskellige aktioner, især besættelser af tomme bygninger med et krav om et brugerstyret ungdomshus i Svendborg kommune. Det lyder som en historie man har hørt før.

Jeg var tilhører til et foredrag som blev afholdt af et af de forhenværende SPAND medlemmer. Her blev der fortalt om glade happenings, spontane koncerter på rådhuset, internationale politiske topmøder og modstanden mod disse, ungdomshuset på jagtvej 69 og meget andet. Det hele sluttede med en opfordring til selv at gå ud og lave kultur for os selv og andre.

Langsomt tog min politiske holdning form, jeg havde længe gået og haft sympatier i retning af venstrefløjen, men nu blev jeg for alvor selv en del af den. Meget er sket siden, og jeg har bevæget mig fra at være udefinerbar og uvillig til at definere mig som tilhørende en bestemt ideologi til at være anarkist, eller libertær socialist som jeg ynder at kalde det.

Grunden til jeg her beskriver min egen vej ind i at være politisk tænkende, er at jeg synes der ligger noget vigtigt gemt heri. Min tilgang havde udgangspunkt i noget subkulturelt, i en opfattelse af at være anderledes og at ville skille sig ud. I dag er situationen en del anderledes. Jeg ønsker ikke at fralægge mig, eller tage afstand fra, subkulturelle elementer. Men ønsker dog i dag i langt højere grad at være en del af samfundet, i stedet for at se mig selv som værende uden for dette.

Subkulturer kan kun have en lille bredde, ellers er den ikke en subkultur. Det ligger i en subkulturs natur at den ikke appelerer til et bredt publikum. Dette begrænser de mennesker der berøres af tankerne og strømningerne inden for disse subkulturer. Derfor har subkulturer en begrænset samfundsmæssig betydning.

Dette perspektiv er dog ikke særligt fremherskende blandt de personer som jeg deler politiske holdninger med, men jeg mener at kunne se at det begynder at vinde indpas blandt folk. Piratfester hvor man inviterer folk langt ud over de almindelige miljøer og på den måde skaber en samhørighed. Solidaritets aktioner og tilkendegivelser med faglig kamp i det offentlige og private. Studenterpolitiske bevægelser og kampe for bedre uddannelser. Alt sammen noget, der i mine øjne, er særdeles positivt og godt.

Det kan såmænd være fint at blive politisk gennem en subkulturel strømning, men skal anarkismen virkelig udbredes, og skal den blive en samfundsomvæltende kraft, må og skal vi tænke i større perspektiver. Vi er nød til at finde måder som kan forbinde folk og give dem nogle fælles ståsteder så de kan identificere sig med hinanden og hjælpe hinanden i forskellige kampe.

Vi skal slet ikke fralægge os de nuværende områder der forbinder os, såsom kampen for fristeder og den antifascistiske kamp. Vi skal prøve at åbne op for endnu flere områder, og måske især med et antikapitalistisk udganspunkt, som også almindelige danskere kan forstå og forholde sig til. Vi er nød til at indse at vi skal tage del i de kampe som berører os direkte og har en betydning for vores dagligdag, for det er de kampe folk kan få føling med og forståelse for.

Når der demonstreres mod nedskæringer i uddannelsessystemet er det os der skal påvise forbindelsen til det nuværende økonomiske system. Når retten til faglig kamp undergraves af EU domstolen og andre retsinstanser og lovtiltag verden over, er det os der skal fortælle at det er kapitalismens system der prøver at samle mere magt hos kapitalejerne. Når finanskrisen banker på og måske slår ud i lys lue, skal vi fortælle at grunden hertil er en forrykt måde at organisere økonomien på, som skævvrider billedet af værdierne i samfundet. Det skal vi gøre for at folk bakker op om os, og vi vokser som politisk magtfaktor.

Antikapitalismen er langt fra død, og det er vigtigt at vi får et nutidigt fokus på denne, og gøre den forståelig for “normale” mennesker, da kapitalismen griber ind i alle afkroge af vores liv, og derfor har potentialet for at blive den faktor der forbinder os og sætter os i stand til at være solidariske med hinandens kampe.

Lad os udbrede kampen til alle niveauer af samfundet og blive en samfundsomvæltende kraft!

Der findes mange kuldsejlede projekter som har vist at det er svært at lave en effektiv organisering af anti-autoritære venstreradikale. Det sidste forsøg der har været gjort på at samle danske anarkister i en fælles struktur, det såkaldte AN, er ikke kommet godt fra start.

Jeg vil ikke umiddelbart komme ind på AN detaljeret. Men ideen var, som det angår af navnet(Anarkistisk Netværk), at have en netværksstruktur som skulle samle folk om deres fælles ideer. Samtidig kunne man have et forum hvor erklærede anarkister mødtes og udvekslede ideer og måske fandt ud af at ville lave noget sammen.

Alt blev stuvet sammen, fra kollektivistiske anarkister over individualistiske anarkister til primitivister. Hvorvidt det sidste overhovedet på nogen måde hører hjemme blandt anarkister kan debatteres.

Det fælles grundlag var anarkismen, men ikke noget mere håndgribeligt eller sågar noget på skrift. Frygten for at binde sig ind i en organisationstruktur var meget tydelig blandt en del af folkene, også på det tidspunkt mig selv. Der kunne ikke opnås enighed om et fælles handlings- eller ideologisk grundlag, og man accepterede denne meget løse struktur.

Derefter gik det kun ned af bakke. Ganske vist opstod RAK, men grundlaget viste sig slet ikke at kunne bære de ideer som deltagerne i netværket ville ud med.

Jeg mener at et af de store problemer har været, at man ville organisere for bredt. Skal man have en velfungerende organisation, der har noget at sige og kan påvirke folk uden for vores eget ”miljø”, skal der være en vis enighed og kontinuitet blandt de mennesker der er organiseret. Dette har måske heller ikke været målet for netværket, men er et delmål jeg ønsker at arbejde hen mod, som i sidste ende skal sikre udbredelsen af anarkismens ideer og i sidste ende muliggøre en samfundsomvæltning.

Har man alle mulige slags anarkister blandet sammen, som for eksempel primitivister og kollektivister, i samme struktur, er det ganske naturligt at disse vil modarbejde hinanden. De har nemlig helt forskellige mål, og endda uforenelige mål, og dette er ikke et godt grundlag for en organisering.

Her er jeg enig i det som NEFAC skriver om sin egen brug af platformismens ene grundpille ”Theoretical Unity” som grundlag for deres organisering:

”Theoretical Unity meant simply that if you don’t agree with someone, don’t be in a political group with them! This doesn’t mean that everyone has to agree all the time (they won’t) but there does need to be a certain amount of ideological unity. Everyone being ‘anarchists’ or ‘libertarian’ isn’t enough. If half the group believe in class struggle while the other half don’t, then both sides would benefit from having two smaller groups rather than one big group which spent all its time arguing.” – http://nefac.net
Jeg må indrømme at jeg ikke ved meget om platformismen, men jeg synes at denne anskuelse er mere end rimelig at arbejde ud fra. Det er netop noget som jeg selv kan relatere til.

-fortsættes-

De blogs, og deres bloggere er med til at skabe en uhyggelig drejning og manipulering af forskellige emner. Et slemt eksempel er den såkaldte nyhedsside 180grader, som formidler dårlig usaglig journalistik(Hvis man overhovedet kan kalde deres indhold for journalistik).

Bloggen her vil ikke komme til at fungere som en infoportal eller nyhedsside. Her må henvises til medieprojektet indymedia som er et fantastisk projekt og nyhedsformidler.