Om bloggen
Denne blog kommer med tanker om alt, og vil indeholde en subjektiv tilgang til stoffet der behandles. Objektiviteten eksisterer ikke.
Libertær Socialisme eller blot anarkisme:
Kær ideologi har mange navne.
For mig er anarkismen en politisk strømning og ideologi der hænger uløseligt sammen med historien om socialismens fremkomst, arbejderkampe og forskellige personligheders tanker. Anarkismen er for mig, drømmen om at ændre samfundet til noget bedre, troen på retfærdighed og lighed for alle mennesker, og troen på at frihed er muligt. Det er også en lang række af filosofiske tanker om alt det, der berører mennesker og gør mennesker til det de er.
Jeg udvikler mig hele tiden politisk, og tager nye synspunkter til mig hvis folk overbeviser mig om deres gyldighed. Mit politiske ståsted er altså ikke en færdigstøbt betonklods, men en levende organisme der udvikler sig og opnår større forståelse og indsigt med tiden.
Således har jeg før beskæftiget med med, og følt mig tiltrukket af CrimeThinc og deres udgivelser, tanker og så videre. Jeg har også gennem dem stiftet bekendtskab med, og følt mig tiltrukket af, primitivismen. Det er noget jeg ligger meget afstand til nu, og jeg mener at have fundet en masse svagheder og forkerte holdninger i disse retninger, som gør at jeg ikke identificerer mig med dem længere.
At jeg skriver det her, er blot for at give interesserede en ide om hvordan jeg har udviklet mig politisk, og give læseren er større forståelse for hvilken vinkel blog indlæg skrives med.
Den libertære socialisme, er dog ikke kun betegnelsen for de socialistiske anarkister såsom anarko-kollektivister og anarko-kommunister, samt naturligvis også anarko-syndikalismen. Det dækker også over de friheds og libertære grene af marxismen, som for eksempel rådskommunismen.