Den militante antifascistiske kamp

Er der et emne som ofte diskuteres, er det emnet om mål og midler. Dette er ingen undtagelse når diskussionen strejfer den militante antifascistiske kamp.  Nogle går ind for ”by any means necessary”, eller på dansk ”målet helliger midlet”, altså at intet skal stå i vejen for målet, og at alle midler er velkomne når blot målet opfattes som det rigtige.

Imidlertid er vi nogle der mener, at midlerne aldrig kan adskilles fra målet, og at målet aldrig bliver bedre end de midler hvormed det er blevet frembragt og tilkæmpet. Dette anser jeg for en fundamental sten i min egen politiske opfattelse, og som en hjørnesten i anarkismen.

Dette er blandt andet grunden til, at jeg sætter mig uforstående overfor den romantiske dyrkelse af PFLPs flykapringer, som tog civile personer som gidsler, uden de måske havde nogen indblanding i den konflikt der var, og stadig er, mellem Israel og Palæstina. Dette betyder ikke at jeg står på Israels side i konflikten, jeg er selvfølgelig for en løsning på konflikten, og for at de Palæstinensere som lever et umenneskeligt liv, og har gjort det i flere generationer, skal kunne vende tilbage til der hvor de kom fra. Man behøves altså ikke at acceptere og bifalde alt, som udspringer af forskellige grupperinger og deres kampe, for at kunne være solidarisk med det Palæstinensiske folk! Men det hører til et andet emne end det jeg vil tage frem i dette blogindlæg.

Det som egentlig er baggrunden for dette blogindlæg er den seneste diskussion omkring en konkret hændelse i Greve, som bliver beskrevet i Ekstra Bladets artikel her: http://ekstrabladet.dk/112/article1156770.ece En nazist blev angiveligt overfaldet mens han var på vej til en fødselsdagshyldest til Adolf Hitler i naziborgen i Greve. Dette sparkede en debat i gang om hvorvidt at sådanne personoverfald kan retfærdiggøres.

Uagtet at vi har meget ringe viden om den konkrete hændelse, kun ekstra bladet skrev om det, vil jeg alligevel vove at skrive om hændelsen.

Hele diskussionen går ud på, om det er at gå over en grænse når vi begynder at benytte os af personoverfald. Der er ikke tvivl om at fascisterne, hvad end vi har at gøre med uorganiserede eller organiserede racister eller deciderede nazister, at de alle gør brug af dette. Både på deres politiske modstandere, altså os, og andre samfundsgrupper som de vender deres had i mod. Dette kan være forskellige indvandrergrupper og kulturelle grupper. Betyder det, at vi da kan gøre brug af samme fremgangsmåde, med modsat fortegn? Nej, vi er nemlig vores mål og midler bevidste og kender konsekvenserne.

Hermed er det ikke sagt at selvforsvar over for personoverfald begået af fascister ikke er i orden, nej det er ALTID i orden. Selvforsvar er et modtryk mod den repression og undertrykkelse som fascisten udøver og et modtryk mod fascistens politiske dagsorden. Vi må altid være parate til at udøve selvforsvar, det er vores ret og pligt. Pligt forstået som at hvis fascisten har succes med sin undertrykkelse af os og de samfundsgrupperinger som de anser som deres modstandere, så leder det til en sejr og en styrkelse af de fascistiske tendenser.

Dette leder os over til situationen hvor fascisterne samles og laver offentlige manifestationer og demonstrationer af forskellig art. I sådan nogle situationer er det vigtigt heller ikke at tie deres tilstedeværelse ihjel. Dette er der flere grunde til. For det første har det aldrig hjulpet at tie fascisterne ihjel, det findes der ikke et eneste empirisk bevis på. Den anden grund er at deres manifestationer fungerer både som socialt værested og som rekrutteringsbase for kommende fascister. Frarøver man dem muligheden for at være til stede i offentligheden, så isolerer man dem og tilstrømningen til deres miljø og organisationer vil forsvinde.

Isoleringen og fiaskoen med deres offentlige manifestationer kan skabe stor splittelse i deres miljøer. Det er set før hvordan organisationer går ned på grund af interne stridigheder over, hvem der havde skylden for at tingene gik dårligt. Det er derfor et særdeles vigtigt våben i den antifascistiske kamp, at ligge så meget pres på dem som muligt.

Presset kan ligges ved at fratage dem deres plads i det offentlige rum. Altså ved at forhindre deres marcher, lukke deres møder, blokere deres ruter med menneskekæder eller med andre barrikader, overdøve deres talere, skabe en usikker situation så deres demonstrations tilladelse inddrages. Møder de os med vold når vi forsøger dette, så må vi vel legitimt forsvare os selv.

En væsentlig ting, som vi heller ikke må glemme, er at skabe platform for, at en stor bred gruppe kan deltage i modstanden. Vi må aldrig forfalde til en kaptajn knophandske taktik, hvor eliten bare tager ud og ”klarer” situationen. Der har altid været forsøgt at mobilisere bredt lokalt og involvere fagforeninger og andre organisationer og personer vi deler den antifascistiske kamp med. Dette skal vi fortsat blive ved med, uagtet at medierne og politikerne ikke altid er på vores side og hopper frem og tilbage mellem forskellige synspunkter på vores kamp.

Er antifascismen ikke bredt funderet, nytter vores kamp alligevel ikke noget. Det er vigtigt at vi ikke fjerner os fra de folk som vi skal bygge vores samfund op sammen med. Dette betyder ikke at vi altid skal have et godt billede i avisen, det lader vi politikerne om, for medierne har vi aldrig, og får heller ikke, fuld kontrol med. Men det er samtidig heller ikke en billet til at kaste sig ud i enhver konfrontation uden at reflektere over sine handlinger.

Forfalder vi til den personfikserede vold, så vil den antifascistiske kamp skride i et dybt hul, hvorfra det vil være svært at komme op igen. Vi vil blive opfattet som en bande, og den militante antifascisme vil blive reduceret til en bandekrig. De er vi vel ikke interesserede i? Vi er vel netop interesserede i at holde kampen politisk.

Vi må aldrig glemme vores historie! Vi ved hvilken konsekvens det har blot at lade tingene stå til og se på, og vi vil aldrig lade det ske igen!

Og antifascisme er mere end bare at konfrontere fascisterne, det handler også om at tage fat i de strukturer i samfundet som vi ønsker at nedbryde!